Historie
Historien bag Stansomatic
Stansomatic råder over 5600 m2 produktionslokaler i industrikvarteret i Billund i Sydjylland. Vi beskæftiger cirka 90 medarbejdere og producerer 200 millioner stanseemner om året.
Virksomheden har altid investeret i ny teknologi og nye maskiner for at være på forkant med kundernes ønsker og for at skabe en effektiv produktion gennem blandt andet automatisering og stadig optimering af processer.
Virksomheden er familieejet og har siden 2006 været drevet af administrerende direktør, Søren Bahnsen, som er søn af grundlægger, Knud Erik Bahnsen.
Fra værksted til stor fabrik
Det begyndte alt sammen med hundetegn
Stansomatic blev etableret i 1970 af Knud Erik Bahnsen og hans kone Grethe Bahnsen i et 120 m2 stort værksted på Lindevej 6B i Billund. Deres første kunde var ingeniørvirksomheden Elwis.
I slutningen at 60’erne blev hundetegn lovpligtigt for alle hunde i Danmark. Det gav Knud idéen til at udstanse messinghundetegn med indgraveret ejernavn. Knud og Grethe annoncerede i næsten alle landets aviser. Allerede efter 14 dage havde de modtaget så mange bestillinger, at de kunne købe en gravørmaskine.
Nogle dage fik de op til 700 bestillinger og begyndte at køre i treholdsskift.
Indtægterne fra hundetegnsproduktionen blev investeret i en brugt Weingarten-presser til 15.000 kroner. Vores første stansemaskine, der producerede millioner af rørnitter og mange andre produkter. Maskinen producerede metalemner i mere end 20 år, inden den gik på pension. Den står i dag foran fabriksbygningen som et mindesmærke.
Hundetegnsfirmaet kørte under navnet I/S Billund Industristanseri sammen med Verner Daugård, en tidligere kollega. Da produktionen af rørnitter til armaturer til ingeniørvirksomheden Elwis voksede, splittede de op i to virksomheder – hundetegnsproduktion og rørnitteproduktion.
Det blev starten på Stansomatic, der blev stiftet den 16. marts 1970.